Norma i Berlin

I lørdags kunne vi opleve Norma i Staatsoper unter den Linden i Berlin. Generelt en god oplevelse. God opsætning som dannede en fornuftig ramme til en – nå ja operafortælling om en kvinde der mindest talt er psykisk ustabil. Elskeren var løbet bort til fordel for en yngre model, og det kunne man egentlig ikke fortænke ham i.

Jeg fandt dog aldrig ud af, hvad flokken af dervishmunke havde at bestille i en historie fra romertiden. Nå, det har vel drejet sig om, at instruktøren havde brug for noget religiøst og eksotisk, og så tog han lige, hvad han kunne finde. Det er han såmænd ikke den første, som har gjort, men besynderligt virker det nu alligevel.

Silvana Dussmann sang Norma, og havde det ikke været for, at Bellini skrev et belcanto værk, så var det gået godt, men belcanto kræver sikkerhed i de øverste registre og dem klarede vor heltinde – leider – ikke. De yndige triller blev erstattet med nogle undertiden frygtelige skrig.

De andre klarede sig så meget desto bedre. Jeg blev indtaget af Carmen Oprisanu som sang Adalgisa.